Almuespin.dk

 

Almuespin.dk  kan ikke drages til ansvar for en evt. læsers praktiske anvendelse af netskriftets artikler.

                          Artiklerne erstatter ikke kompetent professionel diagnosticering, rådgivning og/eller

                          behandling.

 

                  Kontakt altid din læge ved sygdom.

 

 

Netskriftet almuespin.dk udgives af forlaget Gánešbákti.  www.ganesbakti.com

 

Formålet med skriftet er bl.a. et forsøg på, at vække interessen og oplyse lidt om det europæiske hermetiske bagland, men også at oplyse om diverse naturlige veje til sundhed.

Den hermetiske vej er et område, der i høj grad altid har beskæftiget sig med menneskets relation til Jorden og Universet. En søgen efter kilden til sundhed for mennesket, hvis opdagelser ofte er blevet negligeret i moderne tid.

 

Sammenlignet med udlandet, er man i Danmark næsten helt uvidende om genfødslen for de gamle remedier. Videnskaben er ved at genopdage nogle af fortidens sandheder.

 

Det er også skriftets formål at oplyse om tiltag - der understøttes af erfaringens blå stempel - som kan hjælpe til overfor den stress og manglende livskvalitet, de fleste af os kæmper med i hverdagen. .

 

Nogle af artiklerne kan forekomme lange.

Læseren anbefales således at printe den tekst, der evt. måtte have interesse, ud for at lette læsningen.  

Der vil også være oversættelser af kapitler fra forskellige bøger.

 

Man kan læse sig til meget, men ikke til erfaring.

 

Almuespin.dk er et non-profit skrift til fri download for alle.

 

 

 

 

Første udgave indeholder følgende artikler:

 

1.       Ingen urt mod Borrelia?    (en effektiv og meget enkel kur mod Borrelia )

 Af Wolf-Dieter Storl.    www.storl.de/              fra:    www.natuerlich-online.ch

 + Oversætterens erfaringer med kartebolletinkturen            

2.    Kort om Paracelsus

 

3.    Aurum II                          (om produktion af guldvæske til oral indtagelse )

  Af Sabine Mrosek.

     4.    Filosoffens Magnet

            af Ulrich Arndt     www.horusmedia.de

 

       5.    Forord om Gopi Krishna

 

      6.    Udpluk fra "The Present Crisis" (Den Øjeblikkelige Krise)

            af Gopi Krishna

 


 

 

Ingen urt mod Borrelia?

af Wolf-Dieter Storl
Etnobotaniker og Kulturantropolog (Svejts, 01-10-1942 )

Den vilde kartebolle (Dipsacus fullonum)

Efter et natligt svedehytteritual, som jeg havde deltaget i for syv år siden i Nordamerika, rullede jeg mig i det dugvåde græs for at køles ned. Da skete det: en tæge bed mig under maven. Først efter to dage bemærkede jeg edderkoppedyret. Den havde bidt sig fast i en immunsvag situation, da jeg var stresset og havde arbejdet for meget. Snart efter formedes den røde, vandrende ring, den såkaldte "Erythma Chronicum Migrans". Jeg var slap og pirrelig, havde hovedpine, sov dårligt og lymfeknuden i lysken blev lettere hævet.

Dr. Härringer, en kendt læge, der ellers især har beskæftiget sig med phytoterapi, diagnosticerede Borreliose og talte indtrængende til min samvittighed: "Med borreliose stopper urterne, hér hjælper kun antibiotika, og meget er der brug for!" Han malede forløbet, der sker efter et tægebid, i drastiske billeder, når smitten sætter sig med Bakterium Borrelia Bordoferi: "Hvis man ikke straks rykker ind med antibiotika, vil infektionens andet stadie give neurologiske problemer, lammelser, gigt og måske også hjernehindebetændelse (Meningoencephalitis) eller også Karditeis" (hjernebetændelse). I tredje stadie ender man i rullestolen, fordi smidigheden forsvinder, og til slut kan det føre til ødelæggelsen af bevægelseskoordinationen (Ataxi), vandrende betændelse, svigtende nerver i hjernen og sågar svære psykoser. Bakterien er beslægtet med Syfilis (spirokæter). Og som denne frygtelige kønssygdom er infektionen recidiv dvs. sygdommen forløber i ryk, symptomerne forsvinder til tider, så patienten tror hun er på vej til at blive rask og så kommer den desto kraftigere tilbage.

Antibiotika: nødløsning snarere bag- end fordel?

Dr. Härringers beskrivelse gjorde mig forskrækket. Normalt kurerer jeg mine lidelser primært med urter, varmetilførsel og søvn. Men hvad kunne jeg da gøre i dette tilfælde? For en del år siden skete der det, at jeg fik en kraftig infektion, som jeg led meget under i mange år. Efter denne blev jeg opmærksom på, at antibiotika kun måtte indtages med største forsigtighed, at de medfører et stort indgreb i kroppens eget immunsystem: de ødelægger den "levende" tarmflora, som er en væsentlig bestanddel af kroppens eget forsvar; de skaber et svampeagtigt klima i kroppen og giver gunstige kår for Candida Albicans og andre svampeinfektioner; det kan udløse alt fra allergiske reaktioner til sjældne, livstruende anafylaktiske chok. Det naturlige indre økosystem, som normalt beskytter mod infektioner, bliver derfor forstyrret.

Jeg blev inderligt tvivlrådig. Var jeg en anelse paranoid, når jeg ikke ønskede at gennemføre en antibiotika kur? Var det virkelig således, at der ikke fandtes urter, som var sygdommen voksen? Jeg følte, at tiden var knap. Hver dag – sådan forestillede jeg mig det – bredte betændelsen sig videre ud og angreb led, hjerne og andre vitale organer. Jeg læste alt det jeg kunne opdrive om emnet. I lægernes håndbog for diagnosticering og terapi "Consilium Cedip Practicum" stødte jeg på en statistik, der fortalte at 23,8% af tysklands skovarbejde havde antistoffer imod Borreliose, uden de overhovedet vidste, at de nogensinde havde været inficeret. Et studie fra American Medical Association (1995) fastslog, at kun halvdelen af patienterne, som havde fået konstateret Borreliose, rent faktisk led deraf. Hvis immunsystemet evnede at producere antistoffer imod disse (spirokæter), da må man, logisk set, sørge for at understøtte immunsystemet med alle midler. Siden antibiotika kan virke immun-undertrykkende, altså dæmper kroppens eget forsvar, synes det – det var min konklusion – ikke at være det ubetinget egnede terapeutiske middel.

At styrke immunsystemet.

Den bedste kur er derfor at styrke immunforsvaret så meget som muligt. Følgende forholdsregler kan være effektive:

  1. Tilstrækkeligt med søvn.
  2. At bevæge sig i frisk luft og solskin.
  3. En velafbalanceret kost med mange friske grøntsager og frugter; frem for alt gulerødder og rødbeder, som indeholder mange karotinoider, vigtige til bekæmpelsen af infektioner. Ligeledes meget hvidløg, porrer eller løg, hvis svovlholdige, æteriske olie (Allicin) har en antimikrobiel virkning samt forhøjer "killer"-cellernes (Cellulose) aktivitet.
  4. Yderligere styrkelse af immunforsvaret ved at benytte sig af purpur solhat (Echinacea). Ved Borreliose foreskriver den amerikanske fytoterapeut Dr. James A. Dake, en 3 ugers understøttende terapikur, under hvilken man hver dag, alt efter omstændighederne, indtager 6 kapsler (indtil 450 mg) forsvarsstimulerende rodpulver.

"Hestekur", te, æterisk olie

Disse tiltag med natur-helbredelsesmidler er fornuftige, men virker kun understøttende. Jeg regnede ikke med, at det ville være tilstrækkeligt
ved en alvorlig lymfe-borreliose infektion. Derfor gik jeg til min ven og nabo: den særdeles succesfulde naturlæge Dr. Rer. Nat. Gerhard Orth. "Ja", sagde han, "jeg har efterhånden haft en del patienter, som trods behandlinger med tetracyklin, penicillin og andre antibiotika, slæbte sig gennem min praksis i rullestol". Da han så, hvor forskrækket jeg blev, tilføjede han: "vær ikke bekymret, så slemt behøver det ikke at gå!"

Dr. Orth’s terapi består af følgende tiltag:

  1. 5 "Multiplasan" tabletter 2x om dagen indtaget med rigelige mængder væske. Multiplasan, der fremstilles af revne, pulveriserede urter, som presses til piller, var oprindeligt – jeg siger det med for-behold – et middel der først og fremmest blev fremstillet i veterinærmedicinen til behandling af heste med fordøjelses-problemer.

    Jeg analyserede indholdet i denne "Heste-medicin". Pillerne består næsten udeluk-kende af leverstofstimulerende planter: fra fåreneg (Schafgarbe) til vejurt (Wegworte).

    Wolf-Dieter Storl med en kartebolle vis rod
    benyttes til fremstilling af tinkturen

    Det er uden tvivl en hensigtsmæssig terapi: ved infektionssygdomme er det vigtigt, at understøtte leverens svækkede stofskifte-stimulerende funktion.Jeg mener imidlertid, at det indiske præparat LIV-52, der består af urter fra Himalaya, som understøtter leverfunktionen, ville være ligeså godt. Også røllikete (Schafgarbentee) (3 kopper/dag), mælkebøtterod, fuldt udviklet vandhamp (Wasserhanf) (Eupatorium Perfolatium) eller marietidselpræparater, ville have lignende virkninger.

  2. Udover leverpillerne bør patienten drikke op til én liter gyldenriste (Goldrutentee) hver dag – bedst ville en blanding af europæisk gyldenris (Solidago Virgaurea) og den canadiske (Solidago Canadensis eller S. Gigantea) være – teen (1 spsk./liter) forberedes som varmt opkog eller macereret i 8 timer som koldtvandsudtræk, før det drikkes. Det stimulerer nyrerne og beskytter dem mod irritation, der muligvis vil kunne opstå af enebærene indeholdt i "Multiplasan".
  3. Indgnidning af kroppen med aromatisk olie "H14" (3x dagligt), frem for alt i knæ og armhulerne, hæmmer formeringen af Borrelia. Olien består af 3 dele olivenolie og to dele æterisk olie (enebær, pebermynte, Kalmus (Acorus Calamus), anis, rosmarin, kommen, fennikel, eukalyptus, citron, melisse, salvie, citronella, timian, kanel, nellike). Denne æteriske olie, optaget igennem huden, "udfolder" bl.a. en "bakteriostatik" (bakteriehæmmende) virkning i kroppen.
  4. Yderligere ordinerer Dr. Orth 0,5g propolis pulver (bi(kube)harpiks, righoldig på Benzencarbon og fenylacrylsyrer, Benzyl- og fenylalkohol og flavonoider) med 0,5g kanel, som skal indtages med æblegrød eller yogurt. Også hér opnås en antibakteriel virkning.

Jeg fulgte Dr. Orth’s råd og mærkede, at jeg fik det bedre. Alligevel havde jeg den følelse, at Borrelia’en stadig lå på lur i mig og ventede på atter at kunne sprede sig.

En parallel til syfilis

I mine studier som etnolog blev jeg igen og igen gjort opmærksom på, at der, hos de fleste folkeslag – som det også engang var tilfældet hos europæerne – for enhver sygdom vokser en urt. Denne tro blev i den vestlige verden, rystet i sin grundvold, dengang lystepidemien (syfilis) bredte sig, da den blev slæbt med tilbage fra Caribien af Columbus. Hverken de kloge koners urter eller klosterbrødrenes- kunne sætte en stopper for plagen. Hverken de blødgørende, lindrende "Venusplanter", såsom katost (Malvacea familien) eller røllike,
eller de modsatvirkende "Marsplanter" kunne
standse den veneriske sygdom. Man greb til de
giftige kviksølvspræparater fra den arabiske alkymi - sådan fødtes den kemiske medicin.

Første tegn på Borreliainfektion viser sig som oftest med rødmen
der breder sig om bidet i en cirkelform
(foto: Dieter Strothmann)

Ikke desto mindre var der ikke nogen virkelig årsag til, at afvise en terapi baseret på planter/urter, for caribiens indianere behandlede syfilis med en kombination af varm "Svedbadning", diæt og afkog af "koppe"træets harpiks eller pokkenholt (Guajacum Officinale). I mellemtiden viser studier, at svedebade, der hæver kropstmperaturen til 42º C, tillige indtagelsen af en stor mængde Guajacoafkog er i stand til at dræbe syfilis (spirokæt) som befinder sig i kroppen.

Teoretisk set kunne man også sætte den syfilis terapi (Guajokum, svedebad, diæt) ind imod Borreliose, da det handler om en lignende, tilbagevendende (remitterende) infektion forårsaget af "Spirokæter". Amerikanerne taler ikke uden grund om sygdommen som "rådyr-syfilis" (deer syphilis). I fytoterapien griber man lejlighedsvis til koppetræet, ligesom til leddegigt, gigt og hudsygdomme. (Dosering – 1g harpiks til 250ml vand, drikkes slurkvis, eller tinktur: 20-30 dråber indtages dagligt) Desværre er Guajaco harpiks af god kvalitet svær at få fat i.

Måske, overvejede jeg, findes der en anden urt, som er sygdommen voksen; en urt der vokser hos os og som er lettere at få fat i.

Matthew Wood og Kartebollen

I den sagkyndige bog "The book of Herbal Wisdom", af den amerikanske fytoterapeut Matthew Wood, var jeg heldig. Wood, der er ekspert i den ældre overleverede kinesiske plantemedicin, fortalte at den kinesiske kartebolle (Dipsacus Asper eller D. Japonica) benyttes i et område som minder ganske meget om Borreliose. Det kaldes "hudsygdomsvækster", "Xu Duan" (at genoprette det som er ødelagt).; de benytter den til traumatiserede led og muskler. Det regnes for at være et af de bedste midler til styrkelsen af "nyreessensen" (Ying) og "leverblodet".

Ifølge Matthew Wood er "lymfe-borrelia" (rådyr-syfilis) en moderne afart af de "syfilitiske miasmer" (efter Hahnemanns homøopatiske miasmalære). Ifølge Wood påvirker "spirokæt" væksten i bukkens gevir, men mennesket påvirkes som ved en syfilitisk infektion, den producerer kroniske betændelser i muskler og led.

Udfra denne anvisning fra den kinesiske medicin, udviklede Wood en alkoholbaseret tinktur af den hjemmehørende kartebollerod (Dispacus Sativa; D. Fullonum, D. Sylvester). Med den behandlede han borreliose tilfældene i sin praksis.

Heftige reaktioner

Det første tilfælde som Wood behandlede forløb dramatisk. En midaldrende kvinde, som, 5 år efter at være blevet smittet, var uabejdsdygtig og invalid. Hun reagerede med udslæt på genitalierne allerede 2 uger efter at have taget tinkturen. 3,5 uge senere havde hun det betydeligt bedre. Alle 4 efterfølgende blodprøver viste sig at være negative. Med andre ord kunne der ikke længere påvises "Spirokæter". Som sit 2. tilfælde behandlede han en kvinde, der havde været inficeret i 6 år. Hun viste de typiske symptomer: muskel- og ledsmerter, kronisk træthed, tab af intellektuel klarhed. Indtagelsen af tinkturen førte først til en forværring af symptomerne, der efterfulgtes af udslag på huden og siden en forbedring. De efterfølgende tilfælde, som Wood omtaler, forløb på samme vis.

Forsøg på mig selv med kartebolletinkturen

Woods’ beretning fascinerede mig. I sensommeren 2001 afholdt jeg et fytoterapikursus på landet i Ungarn. Da der vokser mange kartebolleplanter dér, lod jeg deltagerne grave rødderne op og fremstille tinkturen. Således så vi heller ikke bort fra, som det er gængs i Ayurveda’ens og andre helbredelsestraditioner, at fremstille midlet i en positiv, åndelig tilstand.

Efter at være kommet hjem, gav jeg den således indvundne tinktur til enkelte borreliose patienter, som bekræfter overfor mig, at det derefter er gået dem meget bedre. Først og fremmest prøvede jeg tinkturen på mig selv. En anden patient, der ligeledes var inficeret med borrelia og døjede med ledsmerter, tilsluttede sig forsøgene. I løbet af en uge spiste vi sparsomt og indtog hver dag en teskefuld af den yderst bitre rodtinktur. Vi rettede hele vor bevidsthed imod kroppen samt både de psykosomatiske og energetiske reaktioner. Først mærkede jeg hvorledes de bitre dråber påvirkede fordøjelseskirtlerne refleksagtigt; så - på et tidligt energetisk niveau - syntes det som om en stråling fra en centrifugalenergi, fra det indre helt ud til hudens overflade. Det var som skød energipilespidser ud i alle kroppens retninger. Min ledsager gjorde lignende erfaringer. Sandsynligvis er det denne indre udstrækkende energi, som er ansvarlig for det af Wood omtalte udslag, som forklarer bedringen.

Vi havde begge det indtryk, at den skadelige kim blev trængt ud. Pludselig kom kartebolleplantens fysionomi også ind i mit sind: både stænglen samt undersiden af bladårerne, ja selveste blomsterne er overstrøede med spidse torne. Ifølge Rudolf Steiner og den antroposofiske botanik er torne og pigge synlige tegn på "ophobning" af æteriske kræfter som stråler udad. Og nøjagtig sådan virkede det: i selviagttagelsen oplevede vi, hvorledes denne æteriske energi i mikrokosmos blev frigjort i maven, og idet den strålede ud mod det ydre, "pressede" den de patogene organismer ud ved hjælp af "energien".

Urtekonens rodkur

På et kursus i Bayern om helbredende planter forklarede jeg, om den meget omtalte kartebolletinktur til behandling af Borreliose. Da trådte en robust, ældre heilpraktiker frem og tog ordet. Hun sagde at det havde hun vidst længe. Hun benyttede sig også af roden som te til behandling af slidgigt og gigt i ledene. Hun havde endog glimrende resultater med den ved Spondylarthritis (betændelse i hvirvelleddene). Den tre uger lange rodkur består i en uges fasten, eventuelt med råkost, hvorved den særdeles bitre, rengørende te (1 tsk/kop, koges op, lad trække, sødes ikke) drikkes slurkvis under forløbet, med op til 3 kopper om dagen. Efter en uge begynder patienten atter at spise igen, men fortsætter med at drikke teen endnu i 2 uger. Ved Borreliose mente hun det var en god ide for en sikkerheds skyld, at efterbehandle med en 1-3 dages rodte-kur (ikke nødvendigvis fastende). "Spirochäterne" er afstemt efter månens rytmer og har alle en 28 dages formerings"cyklus".

Urtekonens beretning ansporede mig til at forske i Europas overleverede helingskundskaber. På den måde opdagede jeg, at kartebolleroden for længe siden er blevet brugt til rengøring og afgiftning af både gigt, Arthritis, Reumatisme, Vatersot, Dermatose, bylder, leversot og akne. Indvortes virker kartebollen stærkt urin-, galde- og sveduddrivende samt leverstofskiftestimulerende. Den italienske folkemedicin kender i denne henseende til et afkog, hvor den knuste rod kort koges op (2g til 100ml vand) og drikkes om morgenen på fastende hjerte. I renæssancen blev rod’en kogt i vin, stampet til en grød og derpå lagt "i underkroppens spalter mod vorter og fistler".

Videre forskning og kliniske undersøgelser er nød-vendige. Dette bidrag er udelukkende for at vise en mulig vej til behandling af lymfe-borreliose via fytoterapi. Jeg for min del er kartebollen meget taknemmelig.

Kort om Karten og dens signatur

Karten, der gerne vokser i grusdynger eller som søplante på solrige skrænter, er ikke en tidsel, som mange gerne tror. Den tilhører karteplante familien (Dipsacaceae), ligesom enkeblomsterne og skabioserne. Den er toårig: i det første år samler den kraften som en roset, for siden at kunne skyde 1 til 2 meter i højden det andet år og siden blomstre. Utallige småblomster giver blomsterstanden dens cylindriske æggeform. Blomsterhovedets elastiske, hårde, fortil krogede krumme blomsterkronblade gør kartebollen uundværlig til tekstilbearbejdning – derudover kaldes den bl.a. også for: Djævelsbid, Blåhat, Skælhoved, Skabiosa (eng. Teasel, af tease = drille, dvs. at drille ulden) den bliver brugt til at karte ulden (krænge, trække), så den kan blive spundet).

Dens modstandsdygtighed og dets lange kronblade giver den således en biologisk bevidsthed, som følger: at den efter berøring af dyr fjedrer elastisk tilbage og derved rystes frøene flere meter bort ud af blomsterstanden.
I dag i vores materialistiske tidsalder, ser man frem for
alt på de stoffer som en helbredende plante indeholder.                

Kartebollen: utallige æggeformede blomster skaber den
æggeformede - cylindriske blomsterstand

Kartens stoffer er ikke synderligt udforskede. Den indeholder Iridoide, Saponine, kaffesyre-derivater, kaliumsalte og glykosid’et Scabiosid. I tid-ligere tider og – hvilket etnobotani-kerne fandt ud af – blandt naturfolkene, forsøgte man frem for alt at forstå planternes helbredende kræfter. Karten er i besiddelse af følgende egenskaber (signaturer), der straks bekæmper Borreliose (som dens indskrift øjeblikkeligt viser:): blomstringen der udfoldes af de utallige, små, lilla-røde blomster der tilsammen udgør blomsterstanden er usædvanlig: omkring halvt oppe på blomstens æggeformede hoved begynder en ringformet zone at blomstre. Denne rødlige ring fordeler siden sin vandring opad og nedad. Det viser dens tydelige signatur, en overbevisende afbildning af den vandrende rødmen, Erythema migrans, der er det første tegn på en Borrelia-infektion! Den latinske fællesbetegnelse Dipsacus stammer fra det græske ord dipsan akeomai ("jeg bekæmper tørsten"). De synlige blade vokser nemlig ved basis og former derved "fade", med hvilke den opsamler regnvand. Snart kaldte romerne dette fad for Venusfadet (labrum veneris). Matthew Wood ser i Venusfadet signaturen for nyrerne. Venus-organet er livsvigtigt, idet det bl.a. udskiller toksisk slagger og giftstoffer. Som ovenfor omtalt, producerer nyrerne – ifølge den kinesiske medicin – også nyreessensen. Denne essens styrker nyre- og leverfunktionen og nærer knoglerne, bindevævet og brusken.

"Tjept mod tæger"  ( tekst: Walter Hess)

Siden udviklingen af den første vaccine (mod de af tæger overførte hjernehindebetændelser) er den potentielle fare fra tæger steget voldsomt. I 1973 fremstillede Prof. Dr. Christian Kunz fra Virologi Instituttet ved Wiens Universitet i et forsøg en mindre mængde vaccine. Vaccinen blev først fremstillet i større mængder i 1976, og i 1981 blev en informations kampagne omkring tægebeskyttelsesvaccine sat i værk af østrigs læge- og apotekerforeningen samt farmaceuternes engroshandels fællesorganisation tillige med sundhedsministeriet. Det er derfor ikke overraskende, at hele landdistrikter og hele kontinenter fra Europa over Rusland og helt til Kina blev erklæret for at være tægeepidemiområder. Østrig er forståeligt nok blevet til Tæge-højborg. I det 16 bind store værk "Brockhaus" fra 1895 var faren ved tæger endnu ikke
                                                                             en linje værd. Det hed sig blot, at det drejede sig om
                                                                             drejede sig om en del af midefamilien og:
"kroppen er
                                                                             fladtrykt horn- eller læderagtig, kæbefølehornene er en slags tænder
                                                                             med slutled omgivet af pigagtige børster, som er bygget ind i kæbe-
                                                                             følehornenes rodled, der omkranser en sugesnabel med modhager."

Tægen lader sig falde ned på et værtsdyr og søger et sted
med tynd hud, hvor det bider sig fast.
(foto: Arteria Photography)

Smittesygdomsoverfører

Der er blevet beskrevet ca. 850 tægearter rundt om i verden. På vore breddegrader har 8 repræsentanter for Skjoldtæge-gruppen (Ixodidae med omkring 650 arter) opnået en særlig betydning som overfører af virussygdommen Tidlig-Sommer-Meningo-Encephalitis (FSME) - den siden 1975 velkendte Lyme-Borreliose (Sygdomsvækker: Spirokæterbakterien Borrelia Burgdorferi) – en overføringsopgave som langtfra alle tæger beskæftiger sig med, dvs.: ikke alle er inficerede. Antallet af Lyme-Borrelia tægeinfektioner som forekommer i Svejts angives til ca. 2000 årligt, af disse er omkring 50 med FSME. I troperne er tæger smittebærere (= vektorer) af plettyfus, febertilbagefald og Texasfeber.

Tæger har det talent at det kan suge på et stort antal forskellige værtsdyr (mennesker inklusive). Deres tilpasningsevne og lange livscyklus fra 2 til 4 år, gør dem således til ideele værter for forskelligsartede sygdomsvækkere: Vira (Virus), (Rickettsien?) (aerobe stavcelle- eller kuglebakterier, der forårsager Ehrlichiose med forkølelseslignende symptomer), spirokæter (slanke, spiralformede bakterier af Leptospiraceafamilien), svamp, Protozoen (dyr fra urtiden), Nematoder (trådorme) og andet. Mange tæger lever permanent på deres vært (f.eks. Boophilus bovis); andre såsom Argasider beærer kun deres ofre med korte besøg; de kan udholde årelang hungersnød.

Livsvaner

Kendskab til tægernes livsvaner er vigtig for alle, som ønsker at handle "tjept mod tæger", som det svejtsiske forsikringsforbund engang kaldte en informationskampagne. Tægearten Ixodes Ricinus (også kaldet "træbuk" eller "fåretæge") har opnået en særlig berømmelse, da den kan overføre de omtalte sygdomme; det er altså den, der står i rampelyset, ligeledes grundet dens hyppighed.

Den er ikke den blodsugende vampyr, den ofte fremstilles som; Den ernærer sig ganske vist af blod, men kun undtagelsesvis af det menneskelige. Den er tilfreds med et par dråber. Kun én ud af ethundrede til femhundrede tæger slæber FSME virus med sig; Og udelukkende 30 til 40 % af de inficerede mennesker får symptomer der bemærkes, hvoraf der kun hos 10 % udvises alvorlige skader på centralnervesystemet; det sætter det hele lidt i perspektiv. Heroverfor står det at hver 3. til hver 5. tæge i Svejts skal være inficeret med Borreliose-virus som tægespecialisten Thomas Kerch fra Kreuzlingen har fastslået; mod denne mindre sygdom findes ingen vaccine.

Tægen på størrelse med et knappenålshoved, der stammer fra
edderkoppefamilien (underdeling: mider) holder af et liv i grenet
underskov eller i parkanlæggenes kratbevoksninger i tempererede
klimazoner, hvor de kan tilpasse sig godt til fugtigheden nær jorden
i de forskellige klimazoner i indtil 100m o.havet; de skal beskytte sig
mod udtørring. Tørre somre og kolde vintre klarer de i en slags
dvale, en form for energibesparende Stand-by.

Det varer 6 til 10 timer inden tægen har
 suget sig helt fast.(foto: Arteria Photography)

De lever højst 80cm over jordens overflade, altså aldrig i træer, som man ellers i nogle få år troede de gjorde (dengang regnede det ned med tæger på vandrere og løbere…). For øjeblikket er vor viden denne: Når et værtsdyr med dets specifikke duftudskillelse og dets specifikke temperatur kommer forbi, lader den sultne tæge sig strejfe, holder sig fast med modhagerne på hud og hår og søger efter et egnet område til at stikke og suge blod, hvilket kan kræve få timer eller dage. I løbet af sugningen bliver den mange gange større.

Husdyr kan ofte beskyttes ved at gnide essenser såsom tea tree oil ind i pelsen for at forvirre tægen; Måske har parfumerede mennesker den samme effekt. Tæger er heller ikke vilde med hvidløgsduften.

Opdager man en tæge på huden efter en spadseretur, kan denne fjernes med en pincet eller en tægetang (uden drejebevægelse). (At bruge en dråbe olie som det tidligere er blevet anbefalet som hjælpemiddel, anbefales ikke længere da tægen kommer til at kaste op i oliehinden og derved kan en del af maveindholdet inkl. ulige smittebærere blive deponeret i vores krop).

Tægen lever kun af blod

Den parasitiske mides hun har ubetinget behov for blodmåltidet, så den kan lægge sine æg jordbunden; det drejer sig om hundreder ofte tusindvis. Derpå dør tægen – dens opgave er fuldført. I løbet af få uger udvikler larverne sig, som ikke er større end en millimeter. Disse tæge-miniudgaver,
                                                                                                    der først har 6 ben (senere 8) må nu
                                                                                                    vente på en blodgiver; de klatrer op ad
                                                                                                    græsstrå eller til tider en plante, venter,
indtil et livgivende
 væsen strejfer forbi, hvorved den falder ned på et hvilket som helst pattedyr, og klamrer
sig refleksagtigt fast.

Tægens "sugeapparat" minder om sav. (foto: Eye of Science) 
    (Foto: Eye of Science)

Efter det første blodige måltid lader ungdyret sig falde ned på jorden og skifter ham til nymfe. Nymferne søger siden en vært, suger sig fed, og lader sig falde til jorden igen, og skifter atter ham. Så bliver den til en fuldvoksen tæge.

For at koncentrere næringsstofferne i blodet og udspy det overflødige vand, pumper tægen efter måltidet hele tiden spyt ind i sit offers væv. I løbet af denne proces overføres en gang imellem tægens hjernebetændelses sygdomsvækker og Lyme-Borreliosen til værtens krop. For øvrigt drikker tæger ikke på sædvanlig vis, men de dækker udelukkende deres vandbehov under blodmåltidet og ved optagelse af luftens vanddamp.

 

 

 

                                                                                                                                                                                      

Fremstilling af kartetinkturen ved Matthew Wood              (foto: Wolf-Dieter Storl)

Roden fra den toårige plante høstes i efteråret, vinteren eller foråret inden den visner. Den renses, skæres i små stykker, fyldes i en glaskrukke og dækkes med snaps eller vodka. Derefter stilles den forseglede krukke et varmt sted hvor det macererer i 3 uger. Så er den færdig. Dosering 3 dråber, 3x om dagen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oversætterens erfaringer med kartebolletinkturen

 

Jeg har aldrig brudt mig om tæger/flåter. Især efter at have oplevet en person blive smittet med borrelia tre gange indenfor samme måned samme sted på bagsiden af knæet (et yndet sted for flåter), med et stort, grimt sår – et blåt, let væskende mærke –  41º høj feber samt næseblod og ekstrem træthed til følge.

 

En tysk ven, psykiater bosiddende i Svejts, forberedte tinkturen til mig og sendte derefter Wolf-Dieter Storl’s artikel.

 

Ved læsning af artiklen, opdagede jeg, at jeg rent faktisk selv havde haft borrelia, og at den muligvis endnu huserede latent i min krop. Jeg var ofte meget træt.

Beskrivelsen af Erythma Chronicum Migrans var beviset. Jeg havde haft en uforklarlig ring omkring brystkassen i 90’erne, som vandrede nedad næsten dagligt, for til sidst at forsvinde ved fødderne. Beskrivelsen passede perfekt.

 

Jeg har ofte fjernet flåer fra min krop - især ben og arme – så jeg kender symptomerne.

En dag blev jeg bidt af en flåt på venstre arm. Men denne gang var jeg sikker på, den havde været inficeret. Punktet hævede som det plejer, men blev også hårdt. Fornemmelsen mindede lidt om et hestebremsestik, som havde en ”sort”, skarp følelse.

Samme aften besluttede jeg mig for at prøve tinkturen.

I afslappet tilstand indtog jeg de tre dråber, mens jeg lå i sengen. Der gik ikke længere end højst 20 minutter. Da mærkede jeg en stråling som forplantede sig direkte til venstre arm, netop som beskrevet i artiklen. Desuden koncentreredes strålingen stærkt i punktet, hvor flåten havde siddet.

Næste morgen var hævelsen faldet til den halve størrelse, og den ”sorte” følelse var i stærkt aftagende. Jeg fortsatte behandlingen i lidt mere end en uge, indtil jeg mente tinkturen havde færdiggjort arbejdet.

 

Jeg vil dog mane til forsigtighed, hvis man ønsker at forsøge sig med tinkturen:

 

Vi har alle en forskellig konstitution, kropskemi mv.

 

At tage en teskefuld af ovennævnte tinktur ville jeg ikke anbefale. Opdager jeg en flåt på min krop, tager jeg blot en enkelt dråbe tinktur for en sikkerheds skyld. flåter skræmmer mig overhovedet ikke mere, og på vandreture har jeg altid en lille flaske tinktur med.

 

Jeg har dog forsøgt mig med en generel kartebolletinktur-kur, for at sikre mig jeg ikke er inficeret længere.

 

Jeg tog 3 X 3 dråber dagligt over en periode på højst 3 uger med følgende resultater;

Efter nogle uger begyndte jeg at få symptomer, der mindede om influenza. Især hovedpine, men også lidt feber. Min erfaring fortæller mig, at netop de symptomer er udrensningssymptomer. Man kan opleve nogenlunde samme symptomer under en alm. udrensningskur:

Først får man hovedpine, derefter bevæger smerterne sig længere nedad i kroppen gerne med kvalme, for til sidst at give smerter i benene afhængigt af hvilke giftstoffer, det er sværest at få bugt med. Det klassiske forløb ifølge Østens medicin. Hér betragter man opkastning eller tømning af tarmen, som det positive resultat af en vellykket udrensning. Tidspunktet umiddelbart inden kaldes ”krisen”.

Når ”krisen” nærmer sig, holder jeg som regel op med at spise syreholdig mad. Krisen vil derpå indfinde sig, og nu drikker jeg kun vand, for således at lette kroppens egen helbredelsespotentiale. Indtager man f.eks. smertestillende eller sågar blot urtete, risikerer man at stoppe den igangsatte helbredelsesproces.

 

Det interessante ved borreliatinkturen var, at hovedpinen eller smerten helt og aldeles centreredes omkring nakke og baghovede. Jeg følte tinkturen havde fat i centralnervesystemet. Hovedpinen varede i 3 dage, hvorefter jeg kastede op og følte en kolossal, vedvarende lettelse i mit system.

 

Jeg gentog siden eksperimentet 2 gange, med en længere pause imellem hver.

 

Begge gange skete nøjagtigt det samme: Hovedpine i nakke og baghovede, influenzasymptomer, opkast…

Forskellen bestod blot i et kortere forløb. Anden gang varede udrensningen to dage, og under den sidste kur blev det hele overstået på en dag.

 

Efter den sidste omgang føltes det, som om alle de evt. giftstoffer tinkturen kunne fjerne, var blevet det. Siden har jeg ikke følt behov for yderligere kartebollekure, og det virker, som om kroppen er kommet af med nogle ganske skadelige giftstoffer.

Jeg har fået det permanent meget bedre, og det er nu over 5 år siden.

For nylig blev jeg testet for borrelia, og der var intet at spore.

 

S. C. Kbh. 25-11-2008

 

 

 


 

 

 

                                                          

Kort om Paracelsus

 

Paracelsus – trods samtidens åndrige personligheder såsom: Leonardo da Vinci, Michelangelo, Dürer, Copernicus, Kepler, Luther m.v. – er nok Europæisk histories største ildsjæl efter viden, og han fordybede sig inderligt i menneskets forhold til naturen og universet.

I det moderne Danmark betragtes han stadigvæk som en obskur alkymist, hvis man da overhovedet har hørt om ham.

 

Han blev født i pilgrimsbyen Einsiedeln (Svejts) under navnet Philippus Aureolus Theophrastus Bombastus von Hohenheim. Det kan næppe undre, at navnet har medført megen hån særligt fra dem, der senere ivrigt kritiserede hans værker.

Faderen - adelsmand og læge - introducerede sønnen til naturvidenskaberne. Moderen var trælkvinde fra det Benediktinske kloster i byen.

Allerede som ni årig begyndte Paracelsus at rejse ud i verden i sin feberagtige søgen.

 

Han siges at have rejst det meste af Europa tyndt. Man mener at han besøgte universiteterne i Wien, Paris, Oxford, Köln, Padua, Bologna og adskillige andre italienske læreanstalter.

Paracelsus havde kendskab til hele den tids natur- og medicinske viden, og studerede indgående bl.a. filosoffer som Hippocrates, Artaeus, Pythagoras, Avicenna og Galen.

Han fik afgangseksamen fra universitetet i Ferrara.

Det var dog ligegyldigt om kundskaberne kom fra de højere læreanstalter eller de mørke skove, selv urtekonen var god nok til ham. Erfaring var nøglen.

 

Man siger, at han gennemrejste Spanien, Portugal, Frankrig, England, Tyskland, Sverige, og kom helt til Kiev samt Moskva. Siden rejste han til Polen, Østrig, Ungarn, Kroatien, Italien, Sicilien, Rhodos, Kreta, Konstantinopel og Alexandria. Han deltog i de Venetianske krige og arbejdede som militær-kirurg i Nederlandene og i Danmark.

 

Drømmen om at blive anerkendt i de højere kredse, fik ham til at slå sig ned i forskellige byer. Men hans baggrund (han betragtedes nærmest som bastard), ligefremme udtalelser og manglende retoriske formåen gjorde sit til, at han som regel straks kom på kant med offentligheden, det etablerede system og adelen.

Det mest berømte eksempel stammer fra Basel, hvor han blev hidkaldt af den kendte bogtrykker Johannes Froben, der havde fået et slagtilfælde. Hans ry som helbreder var gået forud, og han blev nærmest modtaget med stående ovationer.

Den syge blev mod forventning helbredt. Derpå mødte Paracelsus folk som Holbein og Erasmus af Rotterdam ved selskaber hos Froben. Han tildeltes høje embeder i byen, udnævntes til professor og underviste nu på det medicinske fakultet i Basel. Det gjorde han på tysk, hvilket gav ham tilnavnet : ”Medicinens Luther”. Dengang skulle der undervises på latin. Også hér var han foregangsmand.

 

Paracelsus fordømte enhver medicinsk lære, som ikke var baseret på erfaring, og kom snart i karambolage med apotekerstanden, lægestanden og embedstanden. Han angreb dem for at spinde guld på de syge, gjorde nar af de lærdes klæder og måden de gebærdede sig på, for til sidst at brænde bl.a. Avicennas værker offentligt. Det resulterede i en arrestationsordre, men det lykkedes ham at flygte dagen før anholdelsen, mindre end et år efter ankomsten til byen.

 

Paracelsus er blevet fremstillet som provokatør, revolutionær og oprører. Virkeligheden er nok snarere, at han ikke holdt sandheden – ledetråden i sit liv – tilbage. På mindesmærket i Einsiedeln står skrevet:

 

Til minde om lægen, naturforskeren og filosoffen Theophrastus Paracelsus. Medicinens fornyer, kemiens fader, biologiens og sårbekæmpelsens fremmer. Frelser af ånd, den lægelige Ethos’ besværger, egenrådig tænker og ydmyg Kristus, de fattiges ven. Født nær Djævelens bro over Etzel i Einsiedeln i slutningen af 1493, den 24. september 1541 afsluttedes et faustisk liv i Salzburg, til ihukommelse fra hans hjemstavn Einsiedeln.   

 

Hans udtalelese: ”Udelukkende doseringen bestemmer om en substans ej er en gift ” er én af den moderne toksikologis grundregler. Man kalder ham den moderne medicins fader. Foregangsmanden for mikrokemien, antiseptik, moderne kirurgi, homøopati og en del andre moderne opdagelser.

 

Paracelsus var intet mindre end 500 år før sin tid. Det er først i dag, den moderne forskning har apparatur til at verificere mange af hans opdagelser. Hans popularitet er i disse dage stærkt stigende især i lande som Svejts, Tyskland, Argentina, Spanien mm.

 

Skrifterne fra hans hånd – en enorm produktion til dels dikteret til sine elever – blev hånet de næste par århundreder under oplysningstidens og rationalismens fremmarch. Men der har altid været en lille skare, hvis interesse har holdt kendskabet til skrifterne ved lige. Bl.a. Har J. W. Goethe, S. Hahnemann, R. Steiner og C. G. Jung været stærkt medvirkende til udbredelsen. Den i Frankrig meget berømmede hermetist Grillot de Givry, lærte ligefrem tysk blot for at kunne oversætte ham.

 

Navnet Paracelsus betyder: ”over/større end” Celsus. Den romerske encyklopædist Celsus’ skrifter (1. årh.e.Kr.) var de første medicinske tekster, som blev trykt. Det skete i 1478.   

 

Paracelsus er især kendt for udtrykket ”at kurere lige ved lige” i modsætning til den moderne medicin, som kurerer ved ”at angribe sygdommen”. (se også Wolf-Dieter Storl’s artikel ovenfor).

Denne ”lige ved lige” tilgang illustreres bedst ved homøopatien. I homøopatien - hvis opfindelse tilskrives Hahnemann (som er blevet beskyldt for at plagiere Paracelsus, men uden at der findes beviser herfor) - gives kroppen en impuls ved indtagelse af et ekstremt, ikke måleligt, fortyndet stof. Denne medicin, i væske- eller pilleform, indeholder kimen til den sygdom, der skal kureres. Kroppen får, når stoffet indtages, en impuls til selv at bekæmpe sygdommen ved egenproduktion af antistoffer.

 

I lægekredse har der længe været diskussion om homøopatien overhovedet virker. Det forhold, at der ikke findes målbare substanser i den ”potenserede[1]” homøopatiske medicin, har været modstandernes hovedargument.

Den mere inspirerede del af videnskaben er nu ved at opdage, at homøopatien rent faktisk virker. Desuden har langt de fleste læger i syd- og mellem- Europa en tillægsuddannelse indenfor homøopatien, som også fås på universiteterne dér.


 

[1] potenseret vil i homøopatien sige, at et præparat i væskeform rystes i længere tid hvorved det bl.a. magnetiseres.

Jeg for min del er ikke i tvivl:

To gange har jeg været i Indien. Første gang tog jeg malariapiller med, anbefalet af Seruminstituttet. De var meget kraftige med en meget karakteristisk virkning, som bl.a. gjorde mig noget sløj. Desuden var der en speciel og tydelig fornemmelse ved dem, som især kunne opfattes med smagssansen.

Da malariapillerne påvirkede kroppen så stærkt, ville jeg hellere undvære malariapillerne, næste gang jeg tog til Indien. Jeg blev så anbefalet at forsøge mig med homøopatisk medicin.

 

Den homøopatiske malariamedicin var efter min opfattelse ovenud virksom. Det tilskriver jeg udelukkende det faktum, at jeg fik nøjagtig de samme reaktioner, som de alm. malariapiller havde givet mig. Nu var reaktionerne blot langt svagere, uden at kroppen blev nævneværdigt sløj, og smagsfornemmelsen var præcis den samme – selvom der ikke findes noget målbart i den homøopatiske malariamedicin!

 

I teenageårene havde jeg med held prøvet homøopatisk medicin for at få bugt med nogle få vorter på hænderne.  I Svejts, Frankrig og Tyskland langes homøopatiske medikamenter over apotekets disk som den naturligste ting i verden. Hér er homøopatien fuldt anerkendt. Vorterne forsvandt efter 14 dage. (Som barn fik jeg desuden skåret en vorte under storetåen bort, men hér - 30 år senere - føles området stadigvæk ”forkert”.)

 

S. C. Kbh. 24-11-2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 


Paracelsus – De Syv Metaller af Sabine Mrosek

1. Aurum II

Guld som Remedie.

For Paracelsus var guld et universelt remedie, udledt af græsk, kaldet Panacea af alkymist-erne: "Blandt alle eliksirerne, er guld den højeste og vigtigste for os. Guld kan bi-beholde en unedbrydelig krop. Drikbart guld kurerer alle sygdomme, det fornyer og gen-danner."

I dag benyttes guld til hjerte- samt kredsløbssygdomme, hjerte kramper, psykosomatiske hjerteproblemer, uregelmæssigt blodtryk, depression, ængstelige tilstande, vitalitets-stimulering og fremme af livsglæde, reumat-isme, gigt, sklerose, imod en for hurtig aldringsproces og imod autoimmune syg-domme. Paracelsus benyttede guld til følgende alvorlige sygdomme:

Sammentrækninger og lammelser.

Paracelsus skriver at sammentrækninger (forkortning af specifikke muskler) og lammelser som oftest sker ved læsioner. "Denne sammentrækning forekommer ved ydre stød såsom slag og fald" (II, 80). Det kan medføre lammelse: "først ved en blokering i kødet, så tilførslen af nærende væsker hindres, der kan medføre til lammede og svindende muskler, som vi kender det fra tuberkulose." (II, 80).

Yderligere årsager til sammentrækninger kan hidrøre fra aflejringer af grus (toksiner), urin-vejs calculus (sten) men også fra vin, vrede eller kolik. Ved grus og sten i urinvejene sker lammelsen "kun under taljen med megen smerte og hårde dage. Til slut bliver patien-terne insensitive, meget forvredne, paralyserede og ligger ned uden at kunne bevæge sig inden døden indtræder. Til tider er lammelserne usynlige, forekommer kun i maven med kolik, hvilket fører til lammelse af tarmen…" (II, 80). Årsagen skyldes at grus eller sand beskadiger livsenergien og livsblodet således, at vævene ikke længere forsynes med nærende substanser og livsenergi.

Når armene og benene bliver svage og beskadiges, kan det medføre tuberkulose. "Ved megen galdesyre lig eddike kan skælvende lemmer forekomme, i højere grad for nogle end for andres vedkommende, til tider medfører det sammentrukne lemmer, da det er galdesyrens natur at trække sig sammen…"

Vrede og misundelse kan også medføre forvridning og lammelse i hele kroppen. "Der findes ingen heftigere sammentrækning. Det er betændelse i hele kroppen og den er spredt over alle de indre og ydre lemmer." (II. 85).

De sammentrækninger som skyldes vin er særligt svære at kurere. "De forekommer fordi vin indeholder en meget fin, skarp alkohol. Når vin er blevet drukket, forener denne vinalkohol sig med livsblodet…da den tiltrækkes af livsblodet som næring grundet deres beslægtethed…Når vinen lever i livsblodet, vil det med tiden udtørre. Jo mere vin, der er blevet drukket, desto mere er det frem-herskende og forbruger livsblodet. Dette fortsætter indtil livsblodet er opbrugt. På den måde bliver kropsdelen berøvet dets næring og smidighed, og visner dermed bort. Grundet tørhed vil venerne forkalke. Det vil medføre Tuberkulose…" (II, 87).

For at kunne helbrede disse sammen-trækninger og lammelser, er det nødvendigt med remedier i besiddelse af en pore åbnende og nerve rensende effekt tillige med en opvarmende virkning på livsblodet. (Aperitiva, Calefacienta, Humectantia), skriver Paracelsus.

Aurum potabile (drikbart guld) og Aurum Oeli (guldolie) tilhører den type remedier. Når en legemsdel allerede er visnet bort (grundet sklerose eller trombose (blodprop)) er det nødvendigt med revitaliserende remedier. Paracelsus benævner disse remedier Confortiva, hvorved livsånden (livskraften) tvinges ind i legemsdelene så den kan eksorcere (fjerne) den forgiftede livsånd. Kun et spirituøst (alkoholisk) remedium kan bevæge sig igennem hele kroppen. De kata-logiceres som indre og ydre remedier. De indre remedier skal udrense, opvarme eller afkøle. Iblandt disse finder vi Aurum potabile, Oleum Auri, Essentia Antimomii, Oleum vitrioli, Aqua Tartari, Quinta Essentia Lapidum, Corallorum etc. Disse remedier bærer på en uhyre kraft. Aurum potabile udgør et af de vigtigste remedier og en Confortativum af højeste potens. Den fornyer livskraften i legemet. Aurum er et glimrende remedie imod sammentrukne lemmer, lammelser, reumatisme og gigt.

Epilepsi

Udover mistleten (Viscus Quercinus), Mandragorae (mandragore), Papaver (opiums valmue), Jusquiamus (henbane(, Poenia (pæon). Paracelsus opremser følgende remedier, der kurerer epilepsi eller fald-sygdom, som han kalder den, via deres styrkelse af naturen:

"Aurum potabile, Oleum Auri, Quintessentia Auri, Mercurius Reverberatus, Materia Perlar, Solutio Corallorum, Magister, Antimonij, Extractio Sulphuris" etc.

Han skriver entusiastisk: "Disse remedier er I besiddelse af en vidunderlig kraft. Det er næsten ikke til at tro, at der findes en sådan kraft i naturen, som kurerer den type sygdomme og andre, der ikke kan kureres på anden vis. Derfor bør vi ikke opgive håbet eller troen på medicin, for den der skabte den slags fjender skabte også fjender imod disse fjender, og der findes overhovedet ingen sygdom der direkte formår at dræbe en person eller som i sidste instans kan dræbe. For alle sygdomme uden indskrænkning kan blive kureret, men der findes nogle som vi endnu ikke forstår hvordan vi skal kurere." (II, 57).

                                                                     
                                                                                          "Guldsand"

Alkymistisk Fremstilling af Guld

Ifølge Paracelsus skal guld først opløses i betydningen, at blive gjort fri af dets legeme, renset og potenseret. Guld kan kun blive til et højt anset remedium ved, at blive "dræbt" og "revitaliseret": I betydningen, alle de corpora, som afsættes dårligt imod dig, bør fjernes således at enhver modgift falder bort og du opnår det positive, som du søger efter. Og der findes ikke et eneste godt og anvendeligt guld-stykke, som ikke er blevet ført ind i ilden, derfor findes der ingen god og anvendelig helbredende essens uden den er blevet ført gennem ilden, for alle stoffer skal igennem ilden, for at genfødes i en ny for mennesket anvendelig form. For lægen bør ikke anvende gifte men Arcana" (I, 395). Aurum Potabile panacea’en vil blive fremstillet alkymistisk fra metalisk guld. Blot den mindste mængde guld vil virke som katalysator på stofskiftet og vil påvirke nervesystemet i positiv retning.

Hvordan man fremstiller Aurum Potabile.

Aurum potabile vil blive fremstillet ved at blande guld med andre remedier og væsker, og vil derved blive gjort drikkelige.

Rec.: Aurum foeliatum (bladguld) eller guld i pulverform. Opløs det til en succus (juice) 1 oz. (30 gram)
Aceti dest., Acetum Purum = ren vineddike, så meget som nødvendigt.
Destillér substanserne og del dem indtil der ikke kan smages nogen tilsætningsstoffer.
Tag derefter fra det nedenfor beskrevne Aquae Vitae 5 oz. (150 gram), bland det sammen, lad det "fordøje" i en pelikan (en speciel type destillations kolbe) en måned.

Aurum potabile og Aurum Oleum har meget god indvirkning på sammentrækning (stive) af lemmerne.

Sådan produceres Aquae Vitae Rec.:
Vini ardentis, Spiritus ardens = alkoholer, vin alkohol, ti pund
Rosarum, Mel rosatum = rosen honning
Melissae, Melissa officinalis = citronmelisse
Rosmarini, Rosmarinus officinalis = alm. rosmarin
Anthos Cheiri = æterisk rosmarin olie
Folior. Hellebori utr. (i betydningen nigr. Et alb.), Helleborus niger og helleborus albus = alm. julerose
Majorani Mj (en håndfuld), Origanum majorana = merian
Cinamoni, Cinnamomum aromaticum = kanel
Maceris, Myristica fragrans = muskatnødtræ
Muscatae nuc., Myristica fragrans, Nux moschata = muskatnød
Caryophyllorum, Caryophyllata officinalis, Geum urbanum = nellike
Paradisi Gran., Grana paradise, Aframomum-Arten = paradisfrø (paprika)
Piperum omnium = Piper nigrum = sort peber
Zinziberis, Zingiber officinale = ingefær
Cubebarum, piper cubeba, Cubeba officinalis = kubebapeber
Ana (2 oz.)
Succi Chelidoniae, Chelidonum majus, Chelidonium grandiflorum = "trævalmue" (eng.: Celandine)
Tapsi, Verbascum thapsus = filtbladet kongelys
Melissae ana, et halvt pund, Melissa officinalis
Cinerum fabarum fem oz. (150 gram)

Bland alle disse ingredienser. Lad dem "fordøje" i en pelikan, udskil dem derefter og benyt remediet som angivet ovenfor.

Fremstilling af Oleum Auri Rec.:

Tag guldvæsken, der er blevet udskilt fra det faste guld gennem eddiken og kog den i "fordøjeren" i fjorten dage, som nedenfor angivet. Destillér det gennem bad, således at den fede olie bliver tilbage. Dette er guldolie uden tilsætningsstoffer.

Opskriften til "fordøjeren" er som følger: Rec.:

Et pund Succi Chelidonia, Cheldonium majus, Chelidonium grandiflorum = "trævalmue" (celandine) væske
4,4 pund Aquae Vutae circulatae = vin alcohol
3 oz. Opløst Spiritum Salis, Spiritus Salis acidum = saltsyre

Bland det hele sammen og benyt som angivet ovenfor.

Aa (ana) = samme mængde

Rec. Eller Rp. = opskrift = tag/benyt
Unc. = uncia = 1 ounce = 1 bundle (mængde) = ca. 30 gram.
Mj = Manipulus = håndfuld = ½ ounce (oz.)

Referencer: Paracelsus: Sämtliche Werke, vol. I, II, III. Anger-Verlag Eick, 1st udgave 1993

www.paracelsus-center.ch

 

 

 


 

Filosoffens Magnet

 

Alkymistisk transmutation (omdannelse) af Antimon

 

Af Ulrich Arndt

Ulrich Arndt er journalist, forfatter og medlem af Den Europæiske Kommissions Tværvidenskabelige Rådgivende Forsamling. Han studerede tysk litteratur, drama samt politisk videnskab, og arbejdede i mange år på redaktionen for bladet ”esotera”. Deltog i adskillige energetik- terapi workshops. I dag arbejder han som selvstændig forfatter. www.horusmedia.de

 

Ved alkymistisk transformation, i.e. transmutation af grundstoffet antimon, opstår et betydeligt remedium. Ifølge vor tids opfattelse synes denne proces umulig, men er nu blevet forstået på Universitetet i München. Ingen troede på det, men alkymisterne havde ret!

 

”Af alle mineralerne indeholder antimon den højeste og kraftigste Arcanum (remedium). Det renser sig selv og på samme tid alt andet urent. Hvis der – derudover – ikke findes noget som helst rent i legemet, transformeres det urene legeme til et rent, hvilket blev bevist ved tilfælde af spedalskhed.” Således lovpriser Paracelsus antimons utrolige helbredende kræfter (Sämtliche Werke, vol. III, Aschner-udgave, s. 151). Den slags udmeldinger var drivkraften bag undersøgelser omkring forberedelsen af alkymistiske remedier lig antimon på det Medicinske Fakultet ved Universitetet i München. Om antimon i metalisk form rent faktisk bliver omdannet under den alkymistiske laboratorieproces, blev undersøgt indenfor en PhD. Afhandlings rammer. I dagens medicin bliver antimon primært anvendt – grundet dets toksiske (giftige)egenskaber – i meget små doser udelukkende som opkastfremkalder. Ingen havde den fjerneste forestilling om, at en ægte omdannelse af grundstofferne ville være mulig.

 

Den Sande Årsag til ”Guldfremstilling”

Alkymi er indprentet i menneskehedens hukommelse som: ”kunsten at skabe guld”. I ordbøgerne gøres selvfølgelig alt for at fremhæve middelalderens kvaksalveri. Der menes en såkaldt transmutation, altså en transformation af et kemisk stabilt grundstof til et andet grundstof (ustabile, radioaktive grundstoffer nedbrydes af sig selv i løbet af århundreder eller årtusinder, og omdanner således sig selv til et andet grundstof). I moderne fysik er sådanne kunstige omdannelsesprocesser kun mulige med enorme mængder energi, og kan udelukkende lade sig gøre for nogle få udvalgte atomers vedkommende. I alkymien derimod anses f.eks. omdannelsen af bly eller kviksølv til guld som en mulighed, og udgør beviset for alkymistens højeste kunst. Enhver som lykkes med dette forehavende, er også i stand til at fremstille Alkymiens højeste remedium: ”filosoffens sten”. Derved er denne ”metal-test” – ganske vist den mest spektakulære – blot bevis på at en alkymist er i besiddelse af den højeste arkana, og at han derfor ikke giver sine patienter en mindre krævende og derfor mindre dyr eliksir i stedet.

Men omdannelsen af guld blev ikke undersøgt på Universitetet i München. Ved omdannelsen af antimon - udfra de alkymistiske laboratorium instruktioner - beviste medicinerne uforvarende, at en sådan alkymistisk transformation er mulig. ”Det er ikke klart hvorledes antimon forsvinder efter ekstraktion (udtrækning)”, opsumerer Dr. David Schein resultatet for sin PhD. Med denne objektive observation undviger han behændigt enhver antydning til videnskabsmændenes store forbavselse da de stod overfor processen: Det betyder nemlig intet mindre sammenstyrtningen af vor tids videnskabelige viden om de kemiske grundstoffers uomstødeliged.

Endvidere: under udførelsen af den spektakulære proces af Dr. Schein, som benyttede ældre alkymistiske laboratorium-instrukser, bliver den giftige antimon malm – lig arsenik – et fuldstændigt ugiftigt remedium. På den måde blev Paracelsus’ og Basilius Valentinus’ gamle opskrifter og udtalelser om helbredelse bekræftet. På imponerende vis. De adskilte sig meget fra de senere århundreders medicinerings praksis med antimon. På grund af det gode renommé, Paracelsus havde, blev de højt besungne antimon-remedier hurtigt spredt. Derimod forsvandt den korrekte viden om den alkymistiske transmutationsproces mere og mere, og kvaksalverne solgte ganske enkelt giftigt antimon-vand. Denne ukorrekte brug af remedierne medførte allerede i midten af det 17. årh., at de som bestod afgangseksamenerne på de medicinske universiteter skulle afsværge brugen af antimon- eller kviksølvs-remedier for evigt. Selvom dette forbud atter blev ophævet i 1666, anbefaledes det at holde doseringen så lav som mulig. Kun meget få kendte endnu til fremstillingen af helt ugiftige antimon-remedier.

                                 

                                      

 

Kejserens sfære symboliserer
antimon, den holdes af Saturn,
der står for metallernes "groundende"
(harmoniserende) kræfter (fra Isaak
Hollandus
: Hand des Philosophen"
(filosoffens Hånd)).

 

 

En genfunden Helbredelses Formel

Indenfor området for sin PhD. afhandling i medicinalt regi ønskede David Schein at undersøge sandheden ved de gamle instrukser til fremstillingen af alkymistiske remedier udledt af antimon i praksis. ”Er et gammelt, højst effektivt helbredelses remedium blevet glemt?” spurgte han sig selv, da han stod overfor de mange gamle medicinske tekster, der rapporterede om overvældende helbredelsessucces’er, forårsaget af ”splintret-glas”, som antimon også kaldtes på den tid grundet dets ydre fremtoning. Faktisk forholder det sig således, at benyttelsen af antimon til helbredelse har været en tradition i tusinder af år. ”Ebers Papyrus” fra det 16. årh. f.Kr. fremhæver, at antimon-forbindelser med held kunne anvendes til øjensygdomme. I det første årh. e.Kr. brugte romerske læger det også imod ”vildt kød” og mavesår, og i Middelalderen blev det ydermere anbefalet i behandlingen af hæmorroider, sår, fistler, hudkræft, spedalskhed og andre lidelser.

For første gang beskrev Paracelsus den indre brug af antimon, som dog forinden skulle ”frigøres fra dets gift” på alkymistisk vis. Han beskrev helt og holdent sin antimon-proces, som et universelt remedium til at rense kroppen for ”toksiner”: ”På samme vis og form som antimon slutter som guld (i betydningen renselse), vil det ligeledes perfektionere kroppen. Det indeholder nemlig den Essentia, der ikke tillader noget urent at gå i forbindelse med det rene”. (vol. III, s. 151). Paracelsus henviser hér til en af antimon’s meget utrolige egenskaber: tilføjer man den til en blanding af ædle metaller, vil den binde sig til det indeholdte guld og en del af de ”urene” metaller. Da antimon synes at ”æde” og ”ekstrahere” de ædle metaller, blev den i tidligere tider også kaldt for ”metallernes ulv” eller ”de vises magnet”. Denne antimons tilsyneladende magiske evne har en tilsvarende i mennesket. Ifølge den alkymistiske proces skiller den også ”det urene” fra det ”rene” og leder det ”syge” (i forståelsen aflejrede ”toksiner”, mestofskifte affaldsprodukter og sygdomsfremkalende bestanddele) ud af kroppen. Ifølge Paracelsus er antimon olie, som han giver sammen med kvintessensen (fundamental) balsam (melissa/hjertensfryd), den kraftigste: ”…se ligeledes hvilken enorme anvendelse, store kraft, ædle dyd, hurtige virkning sublimeret, calcineret, tilbagekastet og inkorporeret i olie antimon afslører og beviser” (vol. III, s. 243). Antimon-olien ”…bør gives ved Quint Essentia Melissae” (vol III, s. 151).

David Schein arbejde til sin PhD. udfra en formel givet af alkymisten Basilius Valentinus, der blev kendt gennem sit skrift ”Antimon-Triumf-Vognen” udgivet i 1604. Instruktionerne lyder til at begynde med ganske enkle men dog noget krævende: først skal antimon-malm, bestående af en blanding af forskellige antimon-oxider og i særdeleshed sulfider opvarmes langsomt og blidt indtil der ikke forefindes flere dampe (grundet de høj-toksiske dampe bør amatør alkymister ikke forsøge at gentage eksperimentet uden udsugningsanlæg!). Derefter smelter det hele til glas. Dette glas kan antage en hvilken som helst af spektrets farver, både Basilius Valentinus og Paracelsus betragtede dette, som et tegn på antimon der indeholdt alle kvaliteter. Afhængig af processen kunne antimon også benyttes som et slags universal remedium til alle sygdomme. Faktisk lykkedes det Dr. Schein at skabe antimon-glas i farverne rød, gul, orange, grøn, brun, grå, hvid og sort ved at ændre andelene i de forskellige antimon-oxider og -sulfider.

Valentinus anbefaler udelukkende at benytte sig af gylden farvet antimon-glas til den videre proces. Efter afkøling bør man pulverisere antimon-glasset meget fint. Derpå hældes koncentreret vineddike over pulveret flere gange, indtil det farves rød-gult. Derefter bliver pulveret overhældt med destilleret regnvand op til 144 gange, og så udskilles det igen derfra ved destillation. Nu får det – ifølge Valentinus – en mærværdig sød smag, som det også var tilfældet ved Dr. Scheins forsøg. Til slut mættes pulveret i alkohol. Først bliver væsken sort, og på overfladen skinner alle regnbuens farver atter, derefter bliver det rødt. Den således opståede væske, er en antimon-tinktur, som nu kan tages indvortes.

 

Ukendte Organiske Bestanddele

Så simpel som beskrivelsen af fremgangsmåden end lyder – det tager adskillige uger – indebærer den alligevel utallige farer. Selvom Basilius Valentinus, sammenlignet med andre alkymistiske skrifter, var meget præcis, udgør det gamle sprog og de symbolske koder en tilstrækkelig hindring mhp. en enkel udførelse. Derudover, i forhold til vor tids kemiske viden, regnes visse trin i produktionen ganske enkelt som uladsiggørlige og ufornuftige. F. eks. er Basilius Valentinus’ beskrevne reaktion af antimon- bestanddelene med eddikesyre og alkohol ifølge dagens opfattelse umulige. Derfor var Dr. Schein forberedt på ubehagelige overraskelser, og for ham var det en ren sensation da alle disse ”umulige” kemiske reaktioner rent faktisk skete på den måde, de var blevet beskrevne. Han behøvede blot følge de gamle instrukser præcist – atter et bevis på alkymisternes meget nøjagtige iagttagelser og deres ganske utrolige viden.

Dr. Schein formoder, at ved opvarmning og smeltning af antimon til glas ændres den fysiske og rumlige struktur, altså det toksiske metals molekylære opbygning, og er årsagen til, at de ukendte kemiske reaktioner bliver mulige. På den måde antager den nye karakteristika. Ved samme lejlighed indrømmer han dog: ” Der forekommer et fænomen hvis essens ikke kan forstås udfra dagens viden.”

I sidste instans kunne medicineren bekræfte de opståede bestanddeles ikke-toksiske egenskaber, for ”antimon-tinkturerne forstås kemisk set hverken som en antimon-bestanddel ej heller indeholder de opløst antimon”. I stedet fremstår de som komplekse organiske bestanddele, som endnu ikke er blevet undersøgt i detaljen. De fremkommer sandsynligvis ved ukendte reaktioner med eddike og alkohol – der begge er af organisk oprindelse – med antimon som en slags katalysator. I denne henseende er det utroligt, at indholdet i de tilbageblevne faste bestanddele reduceres af toksisk antimon under den alkymistiske proces med omkring 60%, og den manglende mængde forefindes ikke i de udtrukne tinkturer. Således indeholder de faste bestanddele 31% ren antimon inden udtræk ved alkohol, og efter processen indeholder de blot 11%. Men selve udtrækket indeholder overhovedet ikke antimon mere. Derfor må der være sket en transmutation af grundstoffet. Alkymisterne var meget bevidste om denne omdannelse: ”Således er antimon intet andet end en ren gift, og ikke en mindre, svag og lav gift, men en helt og holdent meget høj, ædel gift, og selv den største gift med hvilken man kan dræbe menneske og dyr”, advarer Basilius Valentinus i sin ”Antimon-Triumf-Vognen” og fortsætter: ” efter antimon-glas processen kan man ikke længere finde gift, for antimon bør omdannes fuldstændigt med den spagyriske kunst (den alkymistiske laboratorium-proces) og et remedium bør opstå af giften.

 

Antimon’s Helbredende Egenskaber

Desværre kunne David Schein ikke undersøge antimon essensens virkelige helbredende egenskaber indenfor rammerne af sin doktorafhandling. Han opsumerer som følger: ”Det kan påvises at alle de undersøgte instrukser i ”Antimon-Triumf-Vognen” er korrekte…Til trods for at de højt lovpriste helbredende egenskaber ved de beskrevne bestanddele ikke er blevet taget seriøst og er blevet kaldt giftige, burde de med disse nye fund tages i betragtning. Der bør forskes yderligere mhp. et værdifuldt bidrag til vor tids medicin.”

Dr. Schein var øjensynligt ikke bekendt med at der: Selv i dag fremstilles tinkturer af antimon som remedium. Allerede i begyndelsen af det 20. årh. genopdagede den kendteste alkymist og grundlægger af det berømte ”Laboratorium Soluna” i Donauwörth (Tyskland) Baron Aleksander von Bernus lægemidlet udfra Basilius Valentinus’ gamle alkymistiske antimon-opskrifter. Og for ca. to år siden lykkedes det også Achim Stockardt, genopdageren af Paracelsus-Guld-Essensen ”Aurum Potabile”, at fremstille disse ædle remedier af antimon udfra Paracelsus’ gamle formler: antimon-oljen sammensat med kvintessens balsam som ”Oleum Antimonii”. Læger og praktiserende læger i besiddelse af erfaringer med antimon hævder at midlet dulmer smerter i ledene, muskelsmerter og andre smertetyper, som kan forbindes med aflejringer. Herudover påvirker den både bakterielle sygdomme og virussygdomme. ”Det er dog ikke klart, om det kan henføres til direkte mod-arbejdning ligesom med antibiotika, eller om det skyldes selve immunforsvarets respons”, erkender Anna Röcker praktiserende læge fra München. Tydeligvis tænkte Basilius Valentinus på en antibakteriel brug, når han anbefaler indtagelsen for fremme af sårheling, ”så den indre kilde til sårets udsondring tørres ud”. Anna Röcker benyttede sig også af antimon blandinger med succes mod svampeinfektioner såsom tarminfektionen Candida Albicans. Med dets antimon formåede ”filosoffens Magnet” faktisk at hjælpe til med ”udtrækning af alt det urene” såsom bakterier, vira og fungi såvelsom visse stofskifte aflejringer, nøjagtigt som Paracelsus og Basilius Valentinus har beskrevet.

Set udfra et energetisk synspunkt, betragtes antimon alkymistisk som ”remediet til grounding” par excellence. Det formår at re-integrere legeme, ånd og sjæl med Jordens rytmiske cyklus. Det traditionelle alkymistiske symbol for antimon, ”Kejserens Klode” med korset over sfæren, afbilleder den universelle integrerende virkning. Den repræsenterer de fire elementers styrke i relation til naturens cykliske gang. Menneskets indre rytme hører også dertil ligesom søvn-vågen rytmen. Derfor benyttes antimon bl.a. til søvnuregelmæssigheder, der måske også kan henføres til overbelastning.

 

              

Antimon som "Ulvenes Metal":
Antimon skiller guld fra de urene
metaller, det symboliseres ved ulven
der æder den syge, gamle konge.
Ved en senere smeltning af guld
og antimon udvindes rent guld, der
symboliseres i baggrunden ved den
brændte ulv og den genfødte konge
som stiger ud af ilden.
(fra Michael
Maier
: Atlanta fugiens)

 

Antroposofiens grundlægger Rudolf Steiner udtalte at årsagen til antimons store, universelle helbredende kraft skyldes et nært slægskab: På samme måde som mennesket står mellem dyreriget og englene, er antimon hverken et mineral eller malm, hverken krystal eller metal – begge er de ”væsener-imellem” sagde han. Derfor tænkte Steiner: ”Mennesket er faktisk antimon”.

 

Referencer:

Arndt, Ulrich: Schätze der Alchemie: Edelstein-Essenzen, og Schätze der Alchemie: Metal-Essenzen. Begge Freiburg/Tyskland: Hans_Nietsch.Verlag.

Test Rapporter om Paracelsus-essenserne (kun på tysk): www.life-testinstitut.de og www.edelstein-essenzen.de    

______________________________________________________________________________

 

Forord

I 45 år - efter en ”vækkelse” - så Gopi Krishna (1903-1984), bogstaveligt talt, sit eget nervesystem forandre sig indefra. Og efter 12 års selviagttagelse blev det vigtigt for ham at udbrede kendskabet til den viden, der var blevet ham til del. Oplevelsen fik ham til at studere religionernes fælles rødder, som viste sig at være rygsøjlens og hjernens funktion. Det bør bemærkes, at når mystikeren Gopi Krishna taler om begrebet Gud, drejer det sig for ham om energier og elektricitet. De sidste knap 30 år af sit liv benyttede han på at udbrede kendskabet til nervesystemets altafgørende betydning for menneskets evolution i håbet om at vække videnskabens interesse.

I 1975 deltog næsten 400 yogi’er, filosoffer og undervisere i et seminar uden fortilfælde om yoga, videnskab og mennesket - delvist sponsoreret af den indiske stat samt ledende videnskabelige og undervisnings institutioner - i New Delhi. Ved åbningstalen appellerede den daværende indiske sundheds- og undervisningsminister Dr. Karan Singh til et samarbejde mellem yogi’er og videnskabsmænd om en dybtgående forskning omkring Kundalini. ”Projektet kredser særligt omkring bøgerne af Pandit Gopi Krishna, som beærer os ved sin tilstedeværelse hér i dag” sagde han. ” Kan det måske hænge sådan sammen, at det er udviklingen af Kundalini, som vil igangsætte bevidsthedens forandring, vil stimulere, overrisle og bestråle de områder i hjernen, som stadig befinder sig i mørke?  Hér findes en virkelig udfordring for videnskabsmænd over hele verden.” Desværre skiftede Indien regering kort tid senere, og forskningen blev aldrig sat i gang.

Men videnskaben om hjernen, vinder nu hastigt frem. Gopi Krishna’s speciale - sammenhængen mellem rygsøjlen og hjernen (altså biologien og sindet bl.a. set indefra) - er dog endnu ikke kommet under lup. Det vil først for alvor ske, den dag det bliver muligt at måle de energier, han taler om. Den dag vil revolutionere verden, siger han.

Som enhver mystiker eller profet med kosmisk erfaring, fremhæver Gopi Krishna livets enhed i modsætning til adskillelse. Han siger selv, at Darwins begreb: ”survival of the fittest” (dengang én af forfatterens trossætninger), blev fuldstændigt undermineret efter enhedsoplevelsen.

Kampen for menneskets overlevelse handlede nu ikke længere om materiel stræben, men kan, i en samfundsstruktur som den moderne – hvis ikke vor viden om sindet og dets virkemåde hastigt bliver ”on par” med vor viden om det materielle – kun medføre evig konkurrence, dermed adskillelse og til slut ende i en katastrofe. Hans visioner om fremtiden gjorde det magtpåliggende for ham, at udbrede den viden han erfarede mht. de oplevelser, han var gået igennem, for, som han skriver et sted i teksten nedenfor: ”Den hemmelighed jeg lærte, var at menneskets hjerne allerede er i besiddelse af drejebogen for dets skæbne”. I sidste instans fremhæver han det faktum, at mennesket kun vil overleve, hvis det formår at samarbejde på et globalt plan.

 

De efterfølgende få strofer fra ”The Present Crisis” (Den øjeblikkelige Krise), repræsenterer ca. 4 sider af et værk på i alt 180 sider. Det tog ham 3 uger at nedfælde ”digtet” på skrift. Gopi Krishna’s digte er i virkeligheden syn, der manifesterer sig for hans indre blik. De kommer langvejs fra som snefnug, samler sig i bogstaver og sætninger, for siden at opløses igen.

Værket omhandler en meget bred vifte af emner behandlet under ét, som det kun kan gøres i digtform. Ifølge forfatteren varslede dette sidste digt en ny på én gang ironisk, humoristisk, satirisk og bidende side hos ham.

Han mente at ”The Present Crisis” blev til, som fremtidigt bevis på, at inspiration og åbenbaring er verificerbare fænomener, og som straks burde få de ledende akademikeres og videnskabsmænds bevågenhed.

 

 

 

Udpluk fra "The Present Crisis "
oversættelse: Sven Christiansen

Da nu racens liv og overlevelse er på spil

Kalder bønnen hér

På de udvalgtes opmærksomhed,

For ord fra dem ved magten kan få betydning,

Til den fredens fremme

Som pacifistiske grupperinger kloden rundt forsøger,

Og kan,

Måske,

Hvis det lykkes,

I tide

Hindre den skæbnesvangre ulykke

Den syge menneskehed

Nu står overfor.

 

____

 

 

Den forklædte Monark, vi kalder sjælen,

Omkranset af ego’et, passionen, lyst,

Begæret, ambition, grådighed og andre fjender,

Dvæler på Jorden i tavst forlig

Med evige love, det selv har rammet ind,

Klædt som en dødelig,

Højt eller lavt på strå,

Fuldkommen uvidende om dets Rige

Suveræn konge i sig selv

Universets kronede herlighed,

Som, i vor tåbelige videns-stolthed,

Vi ignorerer eller endog nægter

At erkende

Førend Vi,

Bekymret over naturens gentagne påmindelser,

Ryster os fri af

Det indhyllende begær,

Vågner op til vort evige liv,

Og bliver

Både Verden

og

Dens Skaber.

 

____

 

 

Mændene, der trækker i trådene

Mod krig eller fred

Udgør

I samtlige stater

 Aldrig flere end nogle få.

Men i besiddelse af den samlede magt

Til medgang eller modgang,

Storm eller stilhed

Ja, rent ud sagt,

Liv eller død,

Glæde og sorg for alle andre;

Skaber eller Fjerner de lovene,

Fortolker dem, som det behager,

Ignorerer dem endog,

Når det tjener deres mål.

Kort sagt, de er navene omkring hvilke

Nationers folkemasser

knokler og sveder,

Underdanige,

Som lystrende bier og myrer,

Behager som budt,

Uden at kny,

Alt for ofte beæret af den falske påstand

At de lever i et storslået demokrati

Herrer over deres egen skæbne.

En forældet praksis, der udstyrer en håndfuld

Med magt,

Ved den end mere fortærskede støtte

Fra offentlige valg,

- Hastigt gennemførte -

Til overdragelse af vore liv

I hænderne på dem,

Som vi,

Måske,

Aldrig tidligere har mødt;

Og sjældent kan,

Når de endelig har nået magtens tinde,

Hvorfra de skinner som månen,

Så fjerne,

At kun få når op til dem,

Og kan lette deres hjerte.

De er så

Overvældet af egen værdighed

At de nægter sig  

Enhver menneskelighed.

 

De er så opblæste af egen betydning

- Rider på tidens luftkasteller -

Mens vi,

Under dem,

Slæber os af sted ad vor udmattende vej

på Jorden,

I deres øjne

Små og

Ubetydelige.

 

De sidder på de højeste poster

- evigt fjerne og distancerede fra resten -

På undergivnes bøjede nakker

Som forsynede dem med magtens kåbe,

Viser den frem i hele verden,

Som var den deres eget værk.

De tilraner sig hele æren,

Thi hvorledes fordeles den

Til

Lad os sige:

Omkring ét tusinde?

Soleklart derfor

Kan kun dén kåben bære,

Som erklæres vinder af det eftertragtede hverv,

Hvervet vundet

Ved hårdt, krævendende arbejde,

Holdarbejde,

- Møjsommeligt -

 Og dem som gjorde benarbejdet,

Må også tiljuble vinderen.

 

Dét er årsagen til, at

- i sejrens rus -

Kun få høster æren

For en vunden krig,

Og kun lidet gives til

De millioner døde.

En så hovedløs forvrænget verden

Kommer snart til at uddele

Hver enkelt sin fortjenst.

 

Et helt forkert koncept

Der

- Hårdnakket -

Fastholdes af konservative og tilbagestående sind.

Dog et stort fremskridt

Vis á vis

Diktatur

Og

Monarki,

Men stadig upassende

Til nutidens progressive menneske.

Snart bør de udskiftes med

Sundere modeller af

Menneskeligt tilsnit

For derved at afskaffe

 Krig;

Menneskets eneste vej

Til sejr over vor

Tids

Altødelæggende

Våbenarsenal.

 

 

Da dette brændende emne ville kræve

Et selvstændigt værk

Hvis man skulle gå i detaljer,

Er det på tide at træde et skridt tilbage

Hvor vi genfinder diskursens tråd,

Og gør’ det klart,

At blot et fåtal

I alle lande

Sidder på magten

Såsom regeringschefer, parlamentsmedlemmer

Industrimagnater,

Kommandører, generaler,

Præster

Eller dem, som på en eller anden vis

Masserne bevæger.

 

______

 

 

Men det er også sandt,

At mange vægrer sig ved,

At bringe

Den ophobede viden

Om deres hellige tro

I orden,

De slører endog hullerne,

Fuldkommen ubevidst,

I ønsket om at fremstå

Lærde

Overfor vennerne.

Da de intet ved

Om egne mangler,

 Ej har tid

Til dybdegående studier;

Ej heller diskussioner med

Mer’ indsigtsfulde venner,

Så bliver tomheden tilbage;

Og bortset fra et dækkende lag akvarel,

Der let kan gnides bort,

Er den art religiøse sind,

- Måske ligefrem

De fleste -

Fra hvert et Himmelstrøg

Eller enhver overbevisning

- I vor tid -

Ynkeligt uvidende om

Troens basale grundlag.

 

_____

 

 

Det er en gåde

Hvorledes det vakse sind,

Der stadig fjumrer rundt

I det dybe morads af snesevis

Alvorlige problemer,

Som kræver løsning

- f.eks. hjernens virkemåde -

Kan lade disse upåagtet hen,

For udelukkende at hellige sig bevisførelsen

Om sandheden

Ved en bombe kastet

Århundreder tilbage

I midten af en hob

Overraskede videnskabsmænd.

Man spenderer enorme summer på

                                                            En sammenbikset sag.                [Darwin’s; se næste strofe]

De hundredevis af kløgtige

Samt velkendte lærdes

Dybe studier, og

Omfattende research

Synes et fattigt argument

Som bekræftelse på en teori

Trods det, at den doceres

Over hele kloden,

Og derfor behandles som selvfølgelig.

Man tager ikke det gamle mundheld

I betragtning,

At der kan ske dét

- Det skér hver dag -

At man kan glæde sig for tidligt.

 

____

 

                                                                   Tiden er kommen

Da Darwin bør sendes på pension,

Og hans førhen

Så frygtindgydende navn henvises

Til de hedengangne forfattere

Hvis sprængte myter,

Gjorde ubodelig skade

Imod en oprigtig menneskeslægt.

 

Den samme glædesløse skæbne

Vil overgå hans forfejlede

Arvelighedslære

Og

Naturlige udvælgelse

Forklaringen på menneskets fremtræden

På den førhen golde jord.

Teoriens to bestanddele,

Der stilles frem som værn

- forsvarer grundlaget -

Og fungerer som slagord

- aldrig helt forklarede -

Virker som hjerne-fælder

På skarpsindige intellekter

I troen på et løst problem.

Men de utilstrækkeligt

Garvede sind

Fanger ikke trick’et om,

At begge udtryk til gådens løsning

Er mere knudrede

End selve knuden.

 

 Jeg medgiver,

 At generne indeholder et

Vidunder-skrift,

Videns-lager om slægtens træk,

Dækkende måske

En milliard år

Om menneskets fortidige

Og

Før-menneskelige liv.

Men hvad

Eller hvem

Afkoder

Dette utrolige skrift,

I sig selv et afgørende bevis

På et ikke-tilfældigt skaberværk.

Men hin billion gange smartere intelligens

- end de, som koden opdagede -

Må have udtænkt den til jordisk liv,

Æonernes

Idiotsikre

Guide.

 

____

 

 

Det besynderlige heri:

Hvorfor er en hel galakse strålende

Videnskabsmænd

På spring for at bevise, at

- vort kendte umådelige skaberværk -

Blot er skabt af ét ufølsomt stof,

Hvori intelligens ikke har plads,

Og afskæres adgang ved menneskets forstand:

En højst mærkværdig måde

At søge efter rette svar

På spørgsmålet om vor oprindelse

sluppet os af hænde

I titusinde år.

Det affejes siden brat,

Som en

- for videnskabens elite -

Betydningsløs grille

Grundet observationer gjort

Af intellekter

Selv helt og holdent

Uvidende

Om egen-tænkningens

Mekanisme:

En ekstremt forvirret tilstand

Umulig at beskrive.

Det er

                                                  - om ikke nøjagtigt, så meget lig -

En mand der via et gulnet øje observerer,

De sete genstandes gule farve

Og som skriver den ene bog efter den anden,

Om universets citronfarvede skær,

Dog uden forinden

At undersøge

Sine egne to lysende øjenkugler

For at teste deres syn.